Evans vej til Danmark

Der ligger stor passion bag udgivelsen af “Kære Evan Hansen” på dansk. Forlagschefen for CarlsenPuls fortæller om, hvordan det gik til.

“Nogle gange møder man historier, som man bare MÅ udgive,” fortæller Christian Bach, som er forlagschef for CarlsenPuls og Forlaget Carlsen. Historien om Evan gik lige i hjertekulen på ham.

Christian Bachs første møde med historien om Evan Hansen var faktisk i forbindelse med en anden bog, som også er udkommet hos CarlsenPuls: “Da jeg læste Becky Albertalli og Adam Silveras fællesroman HVIS DET ER OS, da vi skulle beslutte, om vi ville forsøge at erhverve rettighederne til den, blev jeg for alvor opmærksom på musicalen. Jeg havde godt nok hørt om det der ‘internationale fænomen’, der lige nu gik sin sejrsgang på Broadway, men mere vidste jeg heller ikke. Men titlen på Becky og Adams bog er hentet fra musicalen, og musicalen bliver nævnt flere gange i bogen. Så jeg tænkte, at nu måtte jeg hellere lige få tjekket den ud. Så jeg hørte sangene, læste mere om forestillingen på nettet – og jeg var helt solgt!,” fortæller han.

Og pludselig var der en roman …

Et par uger senere blev det så offentliggjort, at der ville komme en roman baseret på musicalen, og forlagschefen var ikke i tvivl: Den bog skulle udkomme hos CarlsenPuls!

“Det var bestemt et sats, for da vi skulle forsøge at erhverve rettighederne, havde vi faktisk kun de første 50 sider af bogen. Og vi var ikke det eneste danske forlag, der var interesseret. Så vi skulle beslutte os ret hurtigt, om vi ville gå ind i kampen for rettighederne,” fortæller Christian Bach. “Men heldigvis var det allerede på de første sider ret tydeligt, at ‘det her er altså virkelig godt!’. Og heldigvis endte vi her hos CarlsenPuls – efter en hård budrunde – med at få rettighederne.”

“Jeg kan stadig huske, da vi fik beskeden om, at vi havde fået rettighederne,” fortæller Christian smilende. “Det var virkelig – som Evan skriver i sine breve – en fantastisk dag! Da jeg senere modtog manuskriptet til hele romanen, blev jeg bestemt ikke skuffet. Tværtimod. Det er virkelig en god og vigtig historie – også i bogform – og den er virkelig godt skrevet.”

Hele vejen til NYC?

Men hvad så med musicalen? Skal man virkelig hele vejen til New York for at se den?

“Ja, lige nu skal man. Og hvis man får muligheden skal man bestemt gøre det. Jeg var selv så heldig at se forestillingen på Broadway i foråret, og HOLD NU K ….! hvor er den god! Men fra efteråret behøver man kun at rejse til London, for der får musicalen premiere på Westend, og så håber jeg virkelig på, at der snart er et dansk teater, der sætter musicalen op herhjemme. Men mon ikke også det sker? Danske teaterchefer er jo også glade for gode historier,” slutter den begejstrede forlagschef.

HAR DU SET?
error: Content is protected !!