Kapitel 1

Kære Evan Hansen

Sådan begynder alle mine breve. Først Kære, fordi det bare er sådan, man begynder et brev. Det er standard. Og så navnet på personen, du skriver til. I dette tilfælde er det mig selv. Så ja, Evan Hansen

Evan er i virkeligheden mit mellemnavn. Min mor syntes, at jeg skulle hedde Evan, og min far syntes, at jeg skulle hedde Mark ligesom ham selv. Min far vandt kampen i forhold til dåbsattesten, men min mor vandt krigen. Hun har aldrig kaldt mig andet end Evan. Så det har min far så heller ikke. (Spoiler: Mine forældre er ikke sammen længere).

Det er kun på mit kørekort (som jeg aldrig bruger), at jeg er Mark. Eller når jeg skriver jobansøgninger, eller når det er første skoledag. Som i dag. Når de nye lærere tjekker protokollen, råber de “Mark”, og så bliver jeg nødt til at bede dem om at bruge mit mellemnavn. Men selvfølgelig først, når alle andre har forladt lokalet.

Der er omkring en million ting – fra den mindste partikel til hele universet – der kan gøre mig nervøs hver dag, og en af dem er mine initialer: M.E.H. Ligesom lyden meh. Meh er i bund og grund et skuldertræk, og det passer meget godt på den reaktion, jeg får fra omgivelserne i det hele taget. I modsætning til overraskelsen ved åh. Eller begejstringen ved ah. Eller usikkerheden ved uh. Eller forvirringen ved øh. Meh er bare ligegyldigt. Tag det eller lad være. Det er lige meget. Alle er ligeglade. Mark Evan Hansen? Meh.

Jeg vil hellere betragte mig selv som eh, der mere er en søgen efter anerkendelse, en venten på bekræftelse. Som i Hvad med ham Evan Hansen, eh?

Min mor siger, at jeg er en ægte Fisk. Symbolet for stjernetegnet Fisken er to fisk, der forsøger at svømme i hver sin retning, imens de er bundet sammen. Hun går meget op i alt det der astrologi-pis. Jeg har installeret en app på hendes telefon, som viser hendes daglige horoskop, og nu lægger hun beskeder til mig overalt i huset med sætninger som Du skal turde at være på usikker grund. Eller hun forsøger at klemme dagens besked ind i vores samtaler: Tag imod en ny udfordring. Et forretningseventyr med en ven ser lovende ud. Det er noget værre vrøvl, hvis du spørger mig, men jeg tror, at horoskoperne giver min mor noget håb og en retning, og det er sådan set det, mine breve gerne skulle give mig. 

Og nu vi er ved dem. Efter velkomsthilsnen kommer brevets essens: indholdet. Min første linje er altid den samme.

I dag bliver en fantastisk dag, fordi …

Et positivt livssyn giver positive oplevelser. Det er grundlaget for brevskrivningsopgaven.

Jeg forsøgte først at slippe ud af den. Jeg forklarede dr. Sherman, at “Jeg tror ikke, at et brev til mig selv vil hjælpe meget. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle skrive.”

Han rettede sig op og lænede sig frem i sin læderstol i stedet for at sidde afslappet og tilbagelænet, som han normalt gør. “Det behøver du heller ikke at vide. Det er hele pointen med øvelsen. At opdage. Du kunne eksempelvis starte med at skrive noget i retning af: ‘I dag bliver en fantastisk dag, fordi:’. Og så tage den derfra.”

Nogle gange synes jeg, at terapi er det rene ævl, og andre gange tænker jeg, at det virkelige problem er, at jeg aldrig rigtig kan få mig selv til at tro på præmissen. Nå, men jeg endte altså med at følge hans råd. Ordret. (En ting mindre at bekymre sig om).

For resten af brevet er vanskeligt. Den første linje var bare en påstand, og nu skal jeg så understøtte påstanden med mine egne ord. Jeg skal bevise, hvorfor i dag skulle blive fantastisk, når alle beviser peger på det modsatte. Alle dagene før i dag var i hvert fald ikke fantastiske, så hvorfor skulle jeg tro, at i dag bliver anderledes?

Men det tror jeg heller ikke. Så det er på tide at fyre op for fantasien og sikre mig, at alle kreativitetsmolekylerne er vågne og aktive. (Det kræver en molekylær landsby at skrive en fantastisk peptalk).

… i dag skal du bare være dig selv. Men også selvsikker. Det er vigtigt. Og interessant. Nem at tale med. Imødekommende. Og du skal ikke gemme dig. Vis dig selv for andre. Ikke på en pervers måde, behold tøjet på. Bare vær dig – dit sande jeg. Vær dig selv. Vær tro mod dig selv.

Mit sande jeg. Hvad betyder det overhovedet? Det lyder som et eller andet pseudo-filosofisk udsagn fra en sort-hvid parfume­reklame. Men okay, fint nok, lad os ikke dømme. Som dr. Sherman ville sige: Vi er her for at udforske.

Udforskning: Jeg må gå ud fra, at dette “sande” jeg er bedre til livet. Bedre til mennesker. Og også mindre forsigtig. Jeg er eksempelvis sikker på, at han aldrig ville have misset chancen for at præsentere sig selv for Zoe Murphy ved skoleorkesterets koncert sidste år. Han ville ikke have brugt så lang tid på at beslutte, hvilket ord, der bedst beskrev hans tanker om hendes præstation, men som samtidig ikke fik ham til at fremstå som en stalker – god, fremragende, imponerende, lysende, fortryllende, solid – for så, efter endelig at have besluttet sig for rigtig god, slet ikke at tale med hende overhovedet, fordi han var for bekymret for, om hans hænder var svedige. Hvilken forskel ville det have gjort, hvis hans hænder var svedige? Hun ville jo nok ikke have forlangt et håndtryk. Og i virkeligheden var det sandsynligvis hendes hænder, der var svedige efter alt det guitarspil. Og i øvrigt bliver mine hænder kun svedige, når jeg tænker på, om de bliver svedige, så på den måde gjorde jeg dem svedige, og selvfølgelig ville denne “sande” Evan aldrig gøre noget så utroligt trist.

Skønt, nu gør jeg det igen. Tvinger mine hænder til at blive svedige. Nu bliver jeg nødt til at tørre tastaturet af med mit tæppe. Og jeg har lige skrevet csxldmrr xsmit ssdegv. Og nu sveder min arm også. Sveden ender altid under gipsen uden nogen lufttilførsel, og snart vil gipsen også lugte af sved, den slags lugt, som jeg ikke har brug for, at nogen på skolen får så meget som færten af, især på første dag af mit sidste år. Forbandede, fake Evan Hansen. Du er så langt ude.

Jeg roder i min natbordsskuffe. Jeg tog min Cipralex i morges, men dr. Sherman siger, at det er fint også at tage en Lorazepam, hvis det hele bliver for overvældende. Jeg sluger Lorazepamen, lindring er på vej. 

Det er problemet med at skrive disse breve. Jeg starter ud med en direkte rute, men jeg ender altid med at tage en omvej, der fører mig ind i tvivlsomme områder af min hjerne, hvor der aldrig foregår noget godt.

“Så du besluttede dig for ikke at spise i går aftes?”

Det er min mor, der står over mig og vifter med den tyve-dollareddel, som jeg ikke brugte.

Jeg lukker min bærbare og skubber den ind under min pude. “Jeg var ikke sulten.”

“Kom nu, skat. Du bliver nødt til at kunne klare at bestille mad til dig selv, når jeg er på arbejde. Du kan gøre det hele online nu. Du behøver slet ikke at tale med nogen.”

Men det er jo faktisk ikke rigtigt. Man skal tale med buddet, når han kommer. Man skal stå og vente, imens han finder byttepenge, og de lader altid, som om de ikke har mønter, så man er lige på stedet tvunget til at beslutte sig for, om man vil give flere eller færre drikkepenge, end man egentlig havde planlagt, og hvis man giver færre, så ved man, at de forbander en, imens de går, så man giver dem bare ekstra og ender som fattig.

“Undskyld,” siger jeg.

“Du skal ikke undskylde. Det er bare, fordi det her jo er det, som du skulle arbejde på sammen med dr. Sherman. At tale med mennesker. Engagere dig. Ikke undgå.”

Har jeg ikke lige skrevet præcis det i mit brev? Om at vise mig selv? Om ikke at gemme mig? Jeg ved det godt. Hun behøver ikke at blive ved med at gentage det. Det er ligesom det med de svedige hænder: Jo mere man anerkender problemet, jo værre bliver det.

Nu går hun rundt om min seng. Med armene over kors, mens hun sonderer rummet. Som om det er anderledes, end da hun var her sidst, som om der gemmer sig et nyt svar på den store Evan-gåde på kommoden eller på væggen, som hun omsider finder, hvis hun leder grundigt nok. Tro mig, med al den tid, jeg tilbringer i dette rum, havde jeg nok allerede fundet svaret, hvis det var her.

Jeg lader benene glide ud over sengen og tager mine sko på.

“Nu vi taler om dr. Sherman,” siger hun. “Jeg har lavet en aftale til dig i eftermiddag.”

“I dag? Hvorfor? Jeg skal se ham i næste uge.”

“Det ved jeg,” siger hun, imens hun stirrer ned på tyveren i sin hånd. “Men jeg tænkte, at du måske havde godt af en tid lidt før.”

Fordi jeg valgte at springe maden over en enkelt aften? Jeg skulle bare have gemt pengene, så hun ikke havde opdaget det, men det havde været det samme som at stjæle fra hende, og karma is a bitch.

Måske handler det om mere end den ubrugte tyver. Måske afgiver jeg en eller anden ekstra-bekymrende vibe, som jeg ikke selv er klar over. Jeg rejser mig og ser mig i spejlet. Jeg forsøger at se, hvad hun ser. Alt ser fint ud. Knapperne i min polo er knappet lige. Håret er tæmmet. Jeg tog endda et bad i går aftes. Jeg har ikke taget så mange bade på det sidste, fordi det er så ­besværligt først at skulle dække gipsen med husholdningsfilm og så med en plastikpose og gaffatape. Og jeg bliver egentlig ikke beskidt. Efter at jeg har brækket armen, isolerer jeg mig mere eller mindre på mit værelse hele dagen. Og desuden vil ingen på skolen bemærke, hvordan jeg ser ud. 

Der foregår noget andet i spejlet, som jeg først bemærker nu. Jeg bider negle. Jeg har bidt negle hele tiden. Okay, sandheden er, at jeg har frygtet denne dag i flere uger. Efter sommerens trygge isolation føles skolestart altid som en overbelastning af alle sanser. Venner, som genforenes med deres særlige bro-hugs og skingre hvin. Klikerne, der samler sig i hjørnerne, som om alle på forhånd har fået besked om, hvor de skulle mødes. Kunstige latterkramper over verdens helt klart sjoveste joke. Alt det kan jeg navigere i, fordi det er velkendt for mig nu. Det er alt det, jeg ikke kan forudsige, der bekymrer mig. Jeg havde knap nok styr på, hvordan tingene var sidste år, og nu bliver der så meget nyt at fordøje. Nyt tøj, ny teknik, nye biler. Nye frisurer, farver, længder. Nye par. Helt nye seksuelle orienteringer og kønsidentiteter. Nye klasser, studerende, lærere. Så mange forandringer. Og alle andre vader bare ind, som om intet er anderledes, men for mig føles hvert nyt skoleår som at starte fra nul. 

Min mor er også synlig i spejlet med kvasten fra sin personlig­gjorte nøglering dinglende fra lommen. (Igennem årene har jeg raffineret mange elendige gaver – krus, kuglepenne, telefon­etuier – ved blot at klaske Mor eller Heidi på dem et eller andet sted). Hun ligner mere en retsmediciner end en sygeplejerske, sådan som hun snuser rundt på mit værelse i sin kittel. En ret træt retsmediciner. Hun har altid været “den unge mor”, fordi hun fik mig lige efter college, men jeg er ikke sikker på, at den titel stadig holder. På det seneste har hun haft en permanent træthed i øjnene, der nok i mindre grad handler om, hvor meget eller hvor lidt søvn hun formår at klemme ind hver nat, og mere om, at hun omsider er begyndt at ligne sin alder.

“Hvad er der sket med alle dine knappenåle?” spørger hun.

Jeg vender mig om og ser på kortet på væggen. Da jeg begyndte at arbejde i Ellison State Park i sommer, fik jeg den idé, at jeg ville vandre på alle landets bedste stier: Precipice-stien i Maine, Angel’s Landing i Utah, Kalalau-stien på Hawaii, Harding Icefield i Alaska. Jeg havde markeret dem alle på mit kort med knappenåle i forskellige farver. Men da sommeren sluttede, besluttede jeg mig for at tage dem alle ned – bortset fra en.

“Jeg tænkte, at jeg ville fokusere på én ad gangen,” siger jeg. “Den første, jeg håber at tage, er West Maroon-stien.”

“Og er det i Colorado?” spørger min mor.

Hun kan se det på kortet, men hun har alligevel brug for bekræftelsen. Så den får hun. “Ja.”

Hun tager en pinagtigt dramatisk vejrtrækning. Hendes skul­dre er praktisk talt helt oppe og røre hendes ører, før hun lader dem synke længere ned, end de nogensinde har været før. Min far bor i Colorado. Far er et ord, som man skal være meget forsigtig med at bruge i vores hus, og det samme gælder alle ord, der kan lede tankerne hen på min far som eksempelvis Mark – eller i dette tilfælde Colorado.

Mor ser væk fra kortet og viser mig et ansigt, som det er meningen skal være tappert og sorgløst, men som ligner alt andet end det. Hun er såret, men stadig oprejst. Så er vi to.

“Jeg henter dig efter skole,” siger hun. “Har du skrevet de breve, som dr. Sherman bad dig om? Peptalkene? Det er vigtigt, at du får det gjort, Evan.”

Jeg plejede at skrive et brev hver eneste dag, men i løbet af sommeren forsømte jeg lidt. Jeg er ret sikker på, at dr. Sherman har fortalt min mor det, og at det er derfor, hun har været efter mig om dem på det seneste. “Jeg var lige i gang med et,” svarer jeg lettet over ikke at behøve at lyve.

“Godt. Dr. Sherman vil spørge til det.”

“Det ved jeg. Jeg skriver det færdigt på skolen.”

“Brevene er vigtige, skat. De hjælper dig med at opbygge din selvtillid. Særligt på første skoledag.” 

Selvfølgelig. Endnu en grund til, at hun synes, at det var særligt påkrævet med et besøg hos dr. Sherman i dag.

“Det går ikke med endnu et år, hvor du sidder alene hjemme med din computer hver fredag aften. Du bliver simpelthen nødt til at finde en måde at komme lidt ud på.”

Jeg prøver. Det er ikke, fordi jeg ikke prøver.

Hun ser noget på mit skrivebord.

“Hey, jeg har en idé.” Hun tager en tusch op af kruset. “Hvorfor går du ikke rundt i dag og spørger de andre, om de vil skrive på din gips? Det ville da være den perfekte icebreaker. Ville det ikke?”

Jeg kan ikke komme i tanke om noget værre. Det er som at tigge efter venner. Måske skulle jeg finde en forsømt hundehvalp at sidde på gadehjørnet sammen med for ligesom at skrue helt op for medlidenheden.

Det er for sent. Hun insisterer. “Evan.”

“Det kan jeg ikke, mor.”

Hun rækker tuschen frem. “Grib dagen. I dag er dagen, hvor du griber dagen.”

Det lyder som et horoskop. “Det er nok bare at sige ‘Grib dagen’. Resten ligger ligesom allerede i det.”

“Fint, fint. Det er dig, der er god med ord. Jeg siger det bare, gå nu ud og mød dem, okay?”

Jeg sukker og tager tuschen uden at møde hendes blik.  “Okay.”

Hun går mod døren, og netop som jeg føler mig fredet, vender hun sig om og sender et usikkert smil. “Jeg er allerede stolt af dig.”

“Nå. Godt.”

Hendes smil blegner lidt, og hun går ud.

Hvad skal jeg sige? Hun siger, at hun er stolt, men hendes øjne fortæller en anden historie. Hun bekymrer sig om mig, som var jeg en plet i badekarret, hun ikke kan få væk, uanset hvilket produkt hun bruger. Stolt af mig? Jeg forstår ikke, hvorfor hun skulle være det. Så lad os da bare fortsætte med at lyve over for hinanden.

Det er ikke sådan, at jeg ikke kan udstå mine konsultationer med dr. Sherman. Ganske vist er vores samtaler planlagte, uorganiske og oftest ret ensidede, men der er noget behageligt ved at sidde ned og tale med et andet menneske. Ud over min mor, altså, som har så travlt med arbejde og aftenskole, at hun sjældent er hjemme, og som aldrig rigtigt helt hører, hvad jeg siger, selv om hun lytter (og som så også er min mor). Jeg ringer til min far engang imellem, ved de særlige lejligheder, hvor jeg har noget interessant at fortælle. Men han har ret travlt. Og problemet ved at tale med dr. Sherman er, at jeg er dårlig til det. Jeg sidder og kæmper for bare at klemme selv det mest simple enstavelsesord frem som svar. Jeg går ud fra, at det er derfor, han foreslog, at jeg skulle skrive breve til mig selv. Han sagde til mig, at det nok ville være en bedre måde at nå ind til mine følelser på, og at det også kunne hjælpe mig til at lære at være lidt mindre hård ved mig selv. Jeg er ret sikker på, at det også gør tingene nemmere for ham.

Jeg åbner min computer og læser, hvad jeg har skrevet indtil nu.

Kære Evan Hansen

Nogle gange har brevene den modsatte effekt af det, som er meningen. Det er meningen, at de skal lette mine bekymringer, men de minder mig også om, at jeg ikke er som alle andre. Ingen andre på skolen har fået en opgave af deres psykolog. Sandsynligvis har ingen andre en psykolog. De hyggespiser ikke Lorazepam. De går ikke i panik, når folk kommer for tæt på dem eller taler med dem eller bare ser på dem. Og de får helt sikkert ikke deres mors øjne til at løbe i vand, når de bare sidder og laver ingenting.

Jeg behøver ikke at blive mindet om det. Jeg ved, at jeg ikke er normal. Tro mig, jeg ved det.

I dag bliver en fantastisk dag.

Måske går det i opfyldelse, hvis jeg bare bliver her på mit værelse.

Bare vær dig selv.

Ja. Helt sikkert. Okay.

error: Content is protected !!