Kapitel 2

Jeg har taget alt ud af mit skab, men jeg bliver stående og lader, som om jeg leder efter noget. Der er for længe til, at klokken ringer, og hvis jeg lukker mit skab nu, er jeg tvunget til at hænge lidt ud. Jeg er virkelig dårlig til at hænge ud. Det kræver selvtillid at hænge ud. Og det rigtige tøj og en modig – men afslappet – holdning.

Robbie Oxman (kaldet Rox) er en mester i “udhængning”, sådan som han hele tiden stryger håret væk fra sit ansigt og står med benene i skulderbreddes afstand. Han ved ovenikøbet, hvor han skal gøre af sine hænder: fire fingre i bukselommen og tommelfingrene i bæltestropperne. Smukt.

Jeg vil gerne gøre det, som dr. Sherman og min mor bliver ved med at bede mig om – interagere – men det er simpelthen ikke i mit DNA. Da jeg gik ind i bussen i morges, var alle allerede i gang med at tale med deres venner eller med at stirre ned i deres telefoner. Faktum: Jeg har engang søgt på “sådan får man venner” og klikkede på en af videoerne, der kom frem, og jeg sværger, at jeg først til allersidst opdagede, at jeg sad og så en bilreklame.

Det er derfor, jeg foretrækker at vende ryggen til alt. Desværre skal jeg til time nu.

Jeg lukker mit skab og kommanderer min krop til at rotere præcis 180 grader. Jeg bøjer hovedet nok til at undgå øjenkontakt, men ikke så meget, at jeg ikke kan se, hvor jeg går. Kayla Mitchell viser sin usynlige tandbøjle til Freddie Lin. (Jeg kunne selvfølgelig bede en af dem om at skrive på min gips, men jeg har helt ærligt ikke brug for autografer fra nogen, der scorer lige så lavt på relevansskalaen, som jeg selv gør). Jeg går forbi Tvillingerne (som i virkeligheden ikke er i familie, de klæder sig bare ens) og Den Russiske Spion. (I det mindste har jeg ikke et øgenavn – i hvert fald ikke et, jeg kender til). Vanessa Wilton taler i telefon, sandsynligvis med sin agent. (Hun har medvirket i lokale reklamer). Længere fremme er to sportsidioter i gang med en brydekamp på gulvet. Og uden for mr. Baileys lokale står Rox. Han har en tommelfinger i sin bæltestrop og den anden hånd på Kristen Caballeros hofte. Jeg troede, at Kristen var sammen med Mike Miller, men han dimitterede sidste år. Videre til den næste, ser jeg. Nu kysser de. Det er meget vådt. Lad være med at stirre.

 Jeg gør et stop ved vandautomaten. Jeg har allerede glemt planen: Lad folk se dig. Hvordan gør jeg det? Skulle jeg have medbragt stjernekastere? Uddele gratis kondomer? Jeg er simpelthen ikke grib dagen-typen.

Gennem vandets rislen hører jeg en stemme. Jeg tror måske, at stemmen taler til mig. Jeg stopper med at drikke. Der står ganske rigtigt en person ved siden af mig. Hun hedder Alana Beck. 

“Hvordan var din sommer?” spørger hun.

Alana sad foran mig i matematik sidste år, men vi talte aldrig sammen. Gør vi det nu? Jeg er ikke overbevist. “Min sommer?”

“Min var produktiv,” siger Alana. “Jeg havde tre praktikforløb og halvfems timers frivilligt arbejde. Ved det godt. Wauw.”

“Ja, det er … wauw. Det er …”

“Og selv om jeg havde vildt travlt, fik jeg alligevel nogle skønne venner. Eller … måske mere bekendtskaber. Der var en pige, som hed Clarissa eller Ca-rissa … Jeg hørte det ikke rigtigt. Og så var der Bryan med y. Og min vejleder i National Black Women’s Leadership Training Council, miss P. Og også …”

De eneste gange, jeg hørte Alanas stemme sidste år, var, når hun stillede eller besvarede spørgsmål, og det gjorde hun uafbrudt. Mr. Swathchild ignorerede hendes håndsoprækning i begyndelsen, men så opdagede han, at hun var den eneste, der havde hånden i vejret, og at han ikke havde andet valg end at spørge hende – igen. Hun har et gåpåmod, som jeg aldrig får, for slet ikke at tale om hendes insisterende smil, men samtidig har Alana Beck og jeg også meget til fælles. Selv om hun er aktiv i timerne, og selv om hendes gigantiske skoletaske altid hamrer ind i folk, så går hun rundt på skolen på samme måde som jeg: ubemærket.

Grib dagen, siger mor. Fint. Ingen vej tilbage. Jeg rækker min gipsarm frem. “Har du måske lyst til …” 

“Åh nej,” siger Alana. “Hvad er der sket med din arm?”

Jeg lyner min skoletaske op og roder rundt efter min tusch. “Jeg har brækket den. Det var …”

“Virkelig? Min bedstemor brækkede sin hofte i juli, da hun skulle ned i badekarret. Det var begyndelsen på enden, sagde lægerne. For så døde hun.”

“Okay … det er skrækkeligt.”

“Ja, ikke?” siger hun stadig smilende. “Glædelig første skoledag!”

Hun drejer rundt, og hendes rygsæk slår tuschen ud af min hånd. Jeg bukker mig ned for at samle den op, og da jeg står oprejst igen, er Alana væk, og Jared Kleinman har taget hendes plads.

“Er det underligt at være den første i verdenshistorien, der har brækket armen ved at onanere for meget, eller ser du det som en ære?” spørger Jared alt for højt. “Giv mig detaljerne. Du er på dit værelse. Lyset er slukket. Lækker jazz i baggrunden. Du har Zoe Murphys Instagram-profil på din mærkelige telefon af ukendt mærke.”

Jared og jeg har en fælles fortid. Hans mor er ejendomsmægler, og det var hende, der fandt et nyt hus til min mor og mig, da min far forlod os. I årene efter inviterede familien Kleinman os ud til deres pool om sommeren, og vi spiste indimellem middag hos dem, en gang til det jødiske nytår. Og jeg var ovenikøbet med til Jareds bar mitzvah. “Vil du vide, hvad der virkelig skete?” spørger jeg.

“Egentlig ikke,” svarer Jared.

Noget i mig har lyst til at sige det, til at dele det med nogen, måske bare for at få det på plads. Nej, jeg stalkede ikke Zoe Murphys Instagram. I hvert fald ikke lige ved denne lejlighed. “Det, der skete, var, at jeg klatrede op i et træ og faldt ned.”

“Faldt du ned fra et træ? Er du et slags agern, eller hvad?”

“Ved du, at jeg arbejdede som parkassistent i sommer?”

“Nej, hvor skulle jeg vide det fra?”

“Nå, men i hvert fald er jeg en slags træekspert nu. Ikke for at blære mig. Men jeg så det her utrolige tolv meter høje egetræ, og så klatrede jeg op i det, og så …”

“Faldt du ned?” spørger Jared.

”Ja, men det er en sjov historie, for der gik mindst ti minutter, efter at jeg faldt, hvor jeg bare lå der på jorden og ventede på, at nogen skulle komme og hjælpe mig. ‘Lige om lidt’, blev jeg ved med at sige til mig selv. ‘Der kommer nogen lige om lidt’.”

“Kom de?”

“Nej. Der kom ingen. Det er det, der er så sjovt.”

“Jesus Christ.”

Han ser flov ud på mine vegne. Men hey, jeg er med på joken. Jeg ved, hvor patetisk det lyder, at jeg lå der på jorden og ventede på, at nogen skulle komme og hjælpe mig. Jeg forsøger at lave en joke ud af min egen utilstrækkelighed, men min levering sidder som sædvanlig ikke i skabet. Der sker ret meget i mit hoved lige nu. Bedstemødre, der dør, og jeg har mørke pletter på min T-shirt fra vandautomatens ustyrlige sprøjt, og jeg er stadig ikke kommet ind til første time, hvor jeg skal reagere på “Mark” i mindst femogfyrre minutter.

Det er det, jeg får ud af at forsøge at føre en samtale med Jared Kleinman, som engang grinede i en time, hvor vi havde om Holocaust. Han svor, at han grinede af noget helt andet end de forfærdelige sort-hvid billeder, som resten af os fik kvalme over. Jeg tror på ham, tror jeg nok, men alligevel … Jeg er ret sikker på, at han ikke har nogen samvittighed.

Jared er stadig ikke gået, så jeg stiller ham et spørgsmål, som jeg har stjålet direkte fra Alana Becks mund. “Hvordan var din sommer?”

“Altså, min gruppe styrede fanekrig, og jeg nåede til anden-base-lige-under-bh’en med den her pige fra Israel, som skal i hæren. Besvarer det dit spørgsmål?”

“Faktisk …” Jeg har stadig tuschen i hånden, og jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet orker den her gips-signerings-ting, men jeg gør det alligevel. “… Så tænkte jeg på, om du har lyst til at skrive på min gips?”

Han griner. Han griner mig lige op i ansigtet. “Hvorfor spørger du mig?”

“Det ved jeg ikke. Fordi vi er venner?”

“Vores familier er venner,” siger Jared. “Det er noget helt andet, og det ved du godt.”

Er det? Jeg har spillet videospil på sofaen i Jareds kælder. Jeg har ovenikøbet smidt mine badebukser foran ham. Det var ham, der informerede mig om, at det ikke er normalt at have underbukser på inden under sine badebukser. Fint nok, vi hænger ikke rigtigt ud længere, og vi var kun sammen, når vores familier var involverede, men tæller de minder ikke også for noget? Er en familieven ikke stadigvæk en ven, teknisk set?

“Sig til din mor, at hun skal sige til min mor, at jeg var flink over for dig. Ellers vil mine forældre ikke betale min bilforsikring,” siger Jared og går.

Jared er et pikhoved, men han er mit pikhoved … jeg mener, nej, det er ikke det, jeg mener, ikke sådan. Jeg mener bare, at han ikke er verdens værste. Han opfører sig, som om han er “the shit”, men han er ikke hundrede procent overbevisende. Hans skildpaddebriller og surfer-T-shirts passer ham ikke helt, og de alt for store hovedtelefoner, som han altid har om halsen, er ikke engang sat til. Når det er sagt, er hans samlede look meget bedre end noget, jeg kan komme op med.

 Jeg når ind i klasselokalet, idet klokken ringer, og finder hurtigt en plads. (Jeg foretrækker at sidde på bagerste række tættest på døren. Ude af øje og tæt på udgangen). Imens jeg finder mig til rette, mærker jeg en vag følelse af at have udrettet noget. Stadig ingen navne på min gips, men jeg har allerede interageret med flere mennesker, end jeg gjorde hele den første måned sidste år. Så er dagen da ret godt grebet, ikke? 

Hvem ved? Måske bliver det rent faktisk en fantastisk dag.

error: Content is protected !!