Kapitel 3

Niks. Ikke fantastisk.

Første time var fin, forstået på den måde, at der ikke skete noget forfærdeligt. Og det samme gælder de næste timer. Alle navnerettelserne fra Mark til Evan var succesfulde. Jeg følte mig tilfreds, ligefrem positiv.

Men så. Spisepause.

Jeg har aldrig elsket spisepauserne. Der er ikke struktur nok. Alle må gå, lige præcis hvorhen de vil, og hvorhen de vil er aldrig i nærheden af mig. Jeg plejer at finde en plads ved et forladt bord i hjørnet sammen med de andre enspændere, hvor jeg tvangsfodrer mig selv med den marmelademad, som jeg hver dag de sidste ti år har pakket ned i min taske. (Det eneste, jeg kan kontrollere ved spisepausen, er, hvad jeg spiser). Men nu føles det, som om jeg gemmer mig ved at sidde i hjørnet, og jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville gemme mig. Ikke i dag.

Jeg får øje på Jared, der bærer sin bakke igennem madkøen. Han sidder normalt for sig selv og koder på sin bærbare. Jeg venter på ham ved kassen. Han bliver glad for gensynet.

“Dig igen,” siger han.

Mit instinkt fortæller mig, at jeg skal lade ham gå videre, men for en gangs skyld beder jeg mit instinkt om at fucke af. “Jeg tænkte på, om jeg måske kunne sidde sammen med dig i dag?”

Jared ligner en, der skal til at kaste op. Men inden han når at afvise mig, forsvinder han bag et sort ligklæde. For ind imellem os passerer det mystiske væsen, kendt som Connor ­Murphy. Connor vader lige igennem vores samtale med bøjet hoved, uopmærksom på sine omgivelser. Jared og jeg ser efter ham.

“Jeg er vild med den nye hårlængde,” mumler Jared til mig. “Meget skoleskytte-smart.” 

Jeg krummer tæer.

Connor stopper, hans tunge støvler giver et bump. Hans øjne – det jeg kan se af dem igennem hans lange hår – er to metalblå dødsstråler. Han har helt sikkert hørt Jared. Han er åbenbart ikke så ligeglad, som han virker.

Connor bevæger sig ikke, taler ikke, stirrer bare. Alt ved ham får mig til at ryste. Han er iskold. Måske er det derfor, han har alle de tykke lag af tøj på, selv om det teknisk set stadig er sommer. 

Jared er ganske vist kæphøj, men han er ikke dum. “Det var for sjov,” siger han til Connor. “Det var en joke.”

“Helt sikkert. Det var sjovt,” siger Connor. “Jeg griner. Kan du ikke se det?”

Jared ser ikke så kæk ud længere.

“Griner jeg ikke tydeligt nok?” spørger Connor.

Jared griner nervøst, og det får mig til at grine nervøst. Jeg kan ikke gøre for det.

“Du er sådan en freak,” siger Jared til Connor, imens han skynder sig væk. Jeg burde følge efter, men jeg kan ikke bevæge benene.

Connor stiller sig foran mig. “Hvad fuck griner du af?”

Jeg ved det ikke. Jeg gør dumme ting, når jeg er nervøs. Så jeg gør altid dumme ting.

“Hold op med at grine af mig,” siger Connor.

“Jeg griner ikke,” svarer jeg, og det er sandt. Jeg griner ikke længere. Jeg er officielt rædselsslagen.

“Synes du, jeg er en freak?”

“Nej, det gør jeg …”

“Det er ikke mig, der er en freak.”

“Jeg …”

Du er en fucking freak.”

En bombe eksploderer.

Jeg ligger på gulvet. Connor står over mig.

Ikke en rigtig bombe. Connors to arme, som bliver endnu tungere af alle de sorte armbånd, slog mig i brystet og væltede mig omkuld.

Før han løber væk, kan jeg se, at han ser lige så rystet ud, som jeg føler mig. Jeg sætter mig op og løfter hænderne fra gulvet, støvet fra rigtigt mange sneakers klæber til mine fugtige håndflader.

Folk går forbi, træder uden om mig, nogle kommer med ikke særligt hjælpsomme kommentarer, men det betyder ikke noget. Jeg kan ikke høre dem. Jeg kan heller ikke bevæge mig. Hvorfor skulle jeg det? Det er, ligesom da jeg faldt ned fra træet i Ellison Park. Jeg lå der bare. Jeg skulle være blevet under det træ for evigt. Præcis som jeg skulle være blevet hjemme i dag. Hvad er der galt med at gemme sig? Det er i det mindste sikkert. Hvorfor bliver jeg ved med at gøre det her mod mig selv?

“Er du okay?”

Jeg ser op. Chok. Dobbelt chok. Et chok, fordi det er anden gang, en pige har talt til mig i dag. To chok, fordi det er Zoe Murphy. Ja, i egen høje person.

“Jeg er okay,” siger jeg.

“Jeg beklager min brors opførsel,” siger hun. “Han er psykopat.”

“Nej, altså vi fjollede bare lidt.”

Hun nikker på samme måde, som min mor gør, når hun har at gøre med en patient med vrangforestillinger (= mig). “Men,” spørger Zoe, “er det behageligt dernede på gulvet eller …?”

Nå ja. Jeg sidder på gulvet. Hvorfor sidder jeg stadig på gulvet? Jeg rejser mig og tørrer hænderne af i bukserne.

“Evan, ikke?” spørger Zoe.

“Evan?”

“Det hedder du, ikke?”

“Nå. Ja. Evan. Jeg hedder Evan. Undskyld.”

“Hvorfor siger du undskyld?”

“Nå, men bare fordi du sagde Evan, og så gentog jeg det. Og det er så irriterende, når folk gør det.”

“Okay.” Hun rækker hånden ud. “Nå, men jeg hedder Zoe.”

Jeg vinker i stedet for at tage hendes hånd, på grund af alt støvet, der klæber til min svedige håndflade, og jeg fortryder det med det samme. Det er på mystisk vis lykkedes mig at gøre denne udveksling af ord endnu mere akavet, end den var i forvejen. “Ja, det ved jeg.”

“Det ved du?” siger Zoe.

“Nej, jeg mener, jeg kender dig. Jeg ved, hvem du er. Jeg har set dig spille guitar i skolens jazzband. Jeg elsker jazzbands. Jeg elsker jazz. Ikke al jazz. Men helt sikkert jazzband-jazz. Det lyder sært. Undskyld.”

“Du undskylder meget.”

“Undskyld.”

Fandens.

Hun griner.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så nervøs, altså bortset fra at jeg altid er nervøs, og at jeg lige blev væltet omkuld af et pothoved, som tilfældigvis er i familie med Zoe. Men hvorfor har lige Zoe den effekt på mig? Det er ikke, fordi hun er en gudesmuk, populær pige eller sådan noget. Hun er bare normal. Ikke normal som i kedelig. Normal som i ægte.

Jeg tror, det er, fordi jeg så længe har ventet på dette øjeblik, chancen for at tale med hende. Det startede den allerførste gang, jeg så hende optræde. Jeg vidste, at hun gik et år under mig. Jeg havde set hende rundt på skolen mange gange. Men jeg havde ikke rigtigt set hende før den koncert. Havde du spurgt alle andre blandt publikum den dag – og vi var mange – hvad de syntes om guitaristens optræden, ville de højst sandsynligt have spurgt: “Hvem?” Blæserne var stjernerne, efterfulgt af den tårnhøje bassist og den selvbevidste trommeslager. Zoe, derimod, var langt nede på listen. Hun havde ikke en solo eller noget. Måske var det, fordi hun var i baggrunden, at jeg følte mig så tæt forbundet med hende. For mig var der ingen andre på scenen, bare dette ene spotlight skarpt indstillet på hende. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det skete på den måde. Men det gjorde det.

Jeg har set hende optræde mange gange siden. Jeg har studeret hende. Jeg ved, at hendes guitar er stålblå. Remmen har lys på, og opslagene på hendes jeans er fyldt med stjerner, som er tegnet på med en kuglepen. Hun slår rytmen med sin højre fod, når hun spiller, og hun klemmer øjnene i, og en slags halvsmil breder sig på hendes læber.

“Har jeg noget på næsen?” spørger Zoe.

“Nej, hvorfor?”

“Du stirrer.”

“Åh. Undskyld.”

Jeg sagde det igen.

Zoe nikker. “Min frokost bliver kold.”

Et eller andet siger mig, at hun har prøvet det her en million gange før. At rydde op efter sin bror. Nu, hvor hun har konstateret, at jeg er okay, kan hun komme videre i programmet. Men jeg vil ikke bare være endnu en ting, hun skal rydde op.

“Vent,” siger jeg.

Hun drejer rundt. “Hvad?”

Giv noget af dig selv, Evan. Sig noget. Hvad som helst. Fortæl hende, at du godt kan lide Miles Davis eller Django Reinhardt, en af de berømte jazzhelte. Spørg, om hun også kan lide dem. Fortæl hende om den dokumentar om EDM, som du streamede for nylig, og hvordan du forsøgte at lave din egen EDM-sang bagefter, og at sangen var rædselsfuld, selvfølgelig, fordi du ikke har nogen musikalske evner. Bare giv hende et eller andet, hun kan holde fast i, en bid af dig selv, som hun kan tage med sig. Spørg hende, om hun vil skrive på din gips. Vær ikke genert nu. Vær ikke meh. Gør ikke det, som du udmærket ved, at du gør lige om lidt.

Jeg ser ned i gulvet. “Ikke noget,” siger jeg.

Hun bliver stående et øjeblik, og så virker det, som om hendes tæer vinker farvel inde i hendes slidte Converse, og hun vender sig og går. Jeg ser hende gå, skridt for skridt.

Da jeg omsider når til at spise frokost, opdager jeg, at mit fald ikke kun gjorde mit i forvejen tynde ego endnu fladere, men også min trofaste marmelademad.

• • • 

Jeg får en besked fra min mor, mens jeg sidder i computerrummet. Hun beder mig om at ringe. Jeg er taknemmelig for afbrydelsen. Jeg har stirret på en blank skærm i tyve minutter nu.

Jeg forsøger at gøre brevet til dr. Sherman færdig. Da jeg begyndte at komme hos ham tilbage i april, skrev jeg et brev hver morgen før skole. Det blev en del af min daglige rutine. Hver uge viste jeg dr. Sherman mine breve, og selv om jeg ikke altid troede på det, jeg havde skrevet, følte jeg alligevel, at jeg havde bedrevet noget, når han stod der med stakken af papir i sine hænder. Det var mig. Lige der. Mit værk. Mit skriveri. Men efter et stykke tid stoppede dr. Sherman med at bede om at se mine breve, og jeg begyndte også hurtigt at holde op med at skrive dem. Det var ikke, fordi brevene rigtigt virkede. De ændrede ikke rigtigt noget inde i mit hoved.

Sommeren førte en ny rutine med sig, og brevskrivning var bare ikke en del af den. Dr. Sherman fornemmede, at jeg havde forsømt min opgave. Nu beder han igen om at se mine breve, og hvis jeg ikke får skrevet det her færdigt, har jeg ikke noget at vise ham senere i dag. Det har jeg prøvet før – at dukke op uden et brev, selv om han forventede et. En gang ankom jeg tomhændet til en konsultation (jeg havde glemt mit brev derhjemme), og jeg glemmer aldrig det blik, han sendte mig. Han forsøgte at holde sit ansigt neutralt, men mig narrede han ikke. Efter så mange år er jeg blevet ekspert i at fange selv det mindste spor af skuffelse hos andre, og en hvilken som helst mængde er ubærlig.

Jeg bliver nødt til at vise dr. Sherman noget, og det eneste, jeg har, er Kære Evan Hansen. Jeg har slettet alt indholdet fra i morges. Alt det lort om at være tro mod mig selv. Jeg skrev det kun, fordi jeg syntes, det lød godt.

Selvfølgelig lød det godt. Fantasier lyder altid godt, men de er ubrugelige, når virkeligheden kommer og vælter en omkuld. Når den snører ens tunge sammen og holder de rigtige ord indespærret i ens hoved. Når den efterlader en alene i spisepausen.

Der var dog et enkelt lyspunkt ved dagen. Zoe Murphy talte ikke bare med mig. Hun vidste, hvem jeg har. Hun. Kendte. Mit. Navn. Min hjerne fatter det ikke, på lige fod med sorte huller og stereogrammer. Selv om jeg føler mig håbefuld efter vores korte interaktion, er jeg bekymret for, om jeg forspildte øjeblikket, og at der aldrig kommer et nyt.

Jeg ringer til min mor. Efter nogle få ring er jeg klar til at lægge på, men så svarer hun.

“Hej, skat,” siger hun. “Hør her, jeg ved godt, at jeg skulle hente dig og køre dig til konsultation, men jeg er fanget på hospitalet. Erica er sygemeldt med influenza, og jeg er den eneste anden sygeplejerske i dag, så jeg meldte mig til at tage hendes vagt. Det er bare, fordi de annoncerede flere nedskæringer her til morgen, så jeg må gøre, hvad jeg kan for at vise, at jeg er en del af holdet. Det forstår du godt, ikke?”

Selvfølgelig forstår jeg. Hun er altid en del af holdet. Det er bare det, at hun burde være en del af mit hold. Min mor er mere som en træner, der giver imponerende peptalks før kampen, og når så fløjten lyder, og det er tid til, at jeg skal ind på banen, er hun ikke at finde nogen steder.

“Det er fint,” siger jeg. “Jeg tager bussen.”

“Perfekt. Det er perfekt.”

Måske dropper jeg konsultationen med dr. Sherman. Jeg har ikke bedt om den. Jeg er færdig med at gribe dagen.

“Jeg tager direkte herfra til undervisning, så jeg er først sent hjemme. Vær sød at spise noget. Der er dumplings i fryseren.”

“Måske.”

“Blev du færdig med brevet? Dr. Sherman forventer, at du har et.”

Det er officielt. De to har helt sikkert talt sammen. “Ja, ja, jeg er færdig med det. Jeg er i computerrummet nu for at printe det ud.”

“Jeg håber, det har været en god dag, min skat.”

“Ja. Det har det. Virkelig god.” Kun to timer tilbage.

“Godt. Det er godt. Jeg håber, det er starten på et skønt år. Sådan et har vi vist begge brug for, ikke?”

Svaret på det er jo, men jeg når nærmest ikke at tænke det, og slet ikke at sige det. 

“Pis. Skat, jeg bliver nødt til at løbe. Farvel. Jeg elsker dig.” Hendes stemme forsvinder.

Jeg sidder tilbage med en ensomhed så stor, at den truer med at sive ud af øjnene på mig. Jeg har ingen. Uheldigvis er det ikke fantasi. Det er helt naturlig, 100 procent økologisk, uforarbejdet virkelighed. Der er dr. Sherman, men han er på timeløn. Der er min far, men hvis han ikke var pisseligeglad, var han nok ikke flyttet til den anden ende af landet. Der er min mor, men ikke i aften, ikke i går aftes eller aftenen før. Helt seriøst, når det rent faktisk gælder, hvem er der så?

På computerskærmen foran mig er der kun et navn: Evan Hansen. Mig. Det er alt, jeg har.

Jeg sætter fingrene til tastaturet. Ikke flere løgne.

Kære Evan Hansen

Det viser sig, at i dag slet ikke var en fantastisk dag alligevel. Og det bliver ikke en fantastisk uge eller et fantastisk år. For hvorfor skulle det?

Nå ja, selvfølgelig, fordi Zoe er der. Og alt mit håb hviler på Zoe. Som jeg ikke engang kender, og som ikke kender mig. Men måske, hvis jeg gjorde. Måske, hvis jeg bare kunne tale med hende, rigtigt tale med hende, så måske … måske ville absolut intet være anderledes.

Jeg ville ønske, at alt var anderledes. Jeg ville ønske, at jeg var en del af noget. Jeg ville ønske, at det, jeg sagde, betød noget for nogen. For lad os bare være ærlige: Ingen ville overhovedet bemærke, hvis jeg forsvandt i morgen?

Alt godt fra din bedste og allerkæreste ven

Mig

Jeg gider ikke engang at læse det igennem. Jeg trykker print og rejser mig fra stolen fyldt med energi. Der skete noget lige nu, imens jeg skrev. Godt koncept, det der med at sige lige præcis, hvad du føler, uden at stoppe op og være i tvivl. Selvfølgelig er jeg i tvivl nu, men imens jeg skrev det, og da jeg sendte det til printeren, var det helt uden tøven, bare én flydende bevægelse.

Bortset fra at brevet åbenlyst burde rives i stykker og smides i papirkurven med det samme. Jeg kan ikke vise det til dr. Sherman. Han bliver ved at opfordre til at finde optimismen, og dette brev er bare håbløshed og fortvivlelse. Jeg ved godt, at jeg burde dele mine tanker med dr. Sherman – og gøre min mor glad – men de er ikke interesserede i mine rigtige tanker. De vil bare have, at jeg er okay. Eller i det mindste, at jeg siger, at jeg er.

Jeg vender mig om for at gå hen til printeren, men i stedet er jeg lige ved at støde ind i Connor Murphy. Jeg farer sammen, klar til endnu et skub, men han holder hænderne op foran sig.

“Nå,” siger Connor. “Hvad skete der?”

“Hvad mener du?”

Hans blik glider ned over mig. “Din arm.”

Jeg ser ned, som om jeg lige skal tjekke, hvad han mener. Nå, det. “Jamen,” svarer jeg, “jeg har arbejdet som parkassistent i sommer i Ellison Park, og en morgen, imens jeg gik min runde, så jeg et fantastisk ti meter højt egetræ, som jeg klatrede op i, og så … faldt jeg ned. Men det er faktisk en ret sjov historie, for der gik mindst ti minutter, efter at jeg faldt, hvor jeg bare lå der på jorden og ventede på, at nogen kom og fandt mig. ‘Lige om lidt’, blev jeg ved med at sige til mig selv. ‘Der kommer nogen lige om lidt’. Men altså, der kom ikke nogen, så …”

Connor stirrer bare på mig. Og da det går op for ham, at min historie er slut, begynder han at grine. Det er den reaktion, som jeg lod, som om jeg ville have på min “sjove” historie, men nu da den kommer, må jeg indrømme, at den ikke helt er den, jeg ønskede mig. Måske er det hævn for, at jeg grinede af Connor tidligere, men et eller andet ved det lyder ikke som hævn.

“Du faldt ned fra et træ?” siger Connor. “Det er det fucking mest triste, jeg nogensinde har hørt.”

Det kan jeg ikke være uenig i.

Måske er det de meget få og meget lyse hår på hans hage eller lugten af røg fra hans trøje eller den sorte neglelak, eller fordi jeg har hørt, at han blev smidt ud af sin sidste skole på grund af stoffer, men Connor virker meget ældre end mig, som om jeg er et barn, og han er en mand. Og det er lidt underligt, for nu hvor jeg står ved siden af ham, opdager jeg, at han er radmager, og at jeg i virkeligheden vist er højere end ham, hvis han altså ikke havde de der støvler på.

“Vil du ha’ mit råd?” spørger Connor. “Du burde opfinde en bedre historie.”

“Ja, det burde jeg nok,” indrømmer jeg.

Connor ser ned i gulvet. Det gør jeg også.

“Bare sig, at du var oppe at slås med en eller anden racistisk fyr.” Hans stemme er utroligt lav.

“Hvad?”

“Dræb ikke en sangfugl,” siger han.

“Dræb ikke … åh, du mener bogen?”

“Ja,” siger Connor. “Kan du huske slutningen? Jem og Scout stikker af fra ham bondeknolden. Han brækker Jems arm. Det er en slags krigsskade.”

De fleste af os læser Dræb ikke en sangfugl det første år i high school. Jeg er bare overrasket over, at Connor rent faktisk læste den, og jeg er også overrasket over, at han vil tale med mig om den lige nu. Og sådan helt roligt. 

Da han har strøget håret om bag øret, opdager han noget. “Der er ikke nogen, der har skrevet på din gips.”

Jeg kaster et langt blik på min gips: stadig tom. Stadig patetisk.

Connor trækker på skulderen. “Jeg kan skrive på den.”

“Øh …” Min mavefornemmelse siger, at jeg skal trække mig tilbage. “Det behøver du ikke.”

“Har du en tusch?”

Jeg vil gerne sige nej, men mine hænder forråder mig og rækker ned i min rygsæk efter tuschen.

Connor bider hætten af og løfter min arm op. Jeg ser væk, men kan alligevel høre tuschen knirke mod gipsen, og hver eneste lyd varer længere, end man skulle forvente. Det virker, som om Connor betragter hvert bogstav som sit eget mini­-Picasso-maleri.

“Voila,” siger Connor og har tydeligvis færdiggjort sit mesterværk. Jeg ser ned. Der, på den side af min gips, der vender ud mod verden, står de seks største blokbogstaver, jeg nogensinde har set, og fylder hele bredden og hele højden: CONNOR

Connor nikker og beundrer sit værk. Og jeg har ikke tænkt mig at ødelægge hans begejstring.

“Wauw. Tak. Mange tak.”

Han spytter hætten ud i sine hænder, sætter den tilbage på tuschen og giver mig den. “Nu kan vi begge lade, som om vi har venner.” 

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til den kommentar. Hvordan ved Connor, at jeg ikke har nogen venner? Er det, fordi han ikke selv har nogen og synes, at vi på en eller anden måde minder om hinanden? Eller går han bare ud fra det, fordi ingen andre har skrevet på min gips? Eller ved han noget om mig? Det må jo betyde, at jeg har gjort indtryk på ham. Det er selvfølgelig ikke det mest optimale at gøre indtryk på Connor Murphy, og det indtryk, jeg har gjort, er ikke ret flatterende, men det er dog et indtryk, og hvis en eller anden faktisk gik rundt og forsøgte at følge sin psykologs råd og fokusere på den lyse side, så kunne denne udvikling godt ses som en slags moderat sejr.

“God pointe,” siger jeg.

“Forresten,” siger Connor. “Er det her dit? Jeg fandt det i printeren. ‘Kære Evan Hansen’. Det er dig, ikke?

Jeg skriger indvendigt. “Nå, det. Det er ikke noget. Det er bare noget skrive-noget, som jeg laver.”

“Er du forfatter?”

“Nej, ikke rigtigt. Det er ikke for fornøjelsens skyld.”

Han læser mere, og hans ansigtsudtryk forandrer sig. “‘Fordi Zoe er der’.” Han ser op. Et koldt blik. “Handler det om min søster?”

Han snerper munden sammen, og jeg ser nu, at vores kortvarige forbindelse er ødelagt. Jeg træder et skridt tilbage. “Din søster? Hvem er din søster? Nej, det handler ikke om hende.”

Han tager et truende skridt helt hen til mig. “Jeg er ikke fucking dum.”

“Det har jeg aldrig sagt, du er.”

“Men du tænkte det,” siger Connor.

“Nej.”

“Du skal ikke fucking lyve. Jeg ved, hvad det her handler om. Du skrev det, fordi du vidste, at jeg ville finde det.”

“Hvad?”

“Du så, at jeg var den eneste, der ellers var i computerrummet, så du skrev det og printede det, så jeg ville finde det.”

Jeg ser rundt i lokalet. “Hvorfor skulle jeg gøre det?”

“For at jeg kunne læse noget virkelig creepy lort, du har skrevet om min søster, og flippe helt ud, ikke?”

“Nej. Vent. Hvad?”

“Og så kan du fortælle alle, at jeg er sindssyg, ikke?”

“Nej, det var ikke …”

Han presser en finger ind mellem mine øjne. “Fuck dig.”

Jeg forventer, at de to ord bliver efterfulgt af et rødt udråbstegn, noget smertefuldt, men de får faktisk en svag landing. Han vender om og styrer mod udgangen. Han synes ikke, at jeg er umagen værd. Jeg kunne ikke være mere enig. Men jeg er taknemmelig. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville overleve endnu et fald i dag.

Jeg tømmer lungerne for luft og slapper af i kroppen. Men den lettelse, jeg føler, varer kun et sekund. Jeg råber efter Connor Murphy, der er på vej ud, men han er for hurtig. I hans knyttede hånd er der et helt andet rødt udråbstegn: Han har stadig mit brev. 

error: Content is protected !!